Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 26. april 2017.

600 deltog i generalforsamlingen i Gilleleje Brugsforening tirsdag aften


Resultatet for Gilleleje Brugsforening i 2016 viser fremgang i omsætningen i 2016, men et beskedent overskud. Så kort kan Brugsforeningens årsresultat sammenfattes. På generalforsamlingen tirsdag den 25. april i Gilleleje Hallen fik de cirka 600 deltagere dog en noget grundigere gennemgang af foreningens forskellige aktiviteter.

 

I bestyrelsens beretning kom formanden Lisbet Larsen bl.a. ind på resultatet for 2016, der var negativt påvirket af stigende omkostninger til Coop Danmark A/S samt dennes manglende evne til at håndtere Brugsforeningens bogføring og lønadministration. Lisbet Larsen fortalte også, at markedet for dagligvarer generelt er præget af hård konkurrence, svag markedsudvikling, stigende nethandel og voksende efterspørgsel efter hurtige måltidsløsninger. For SuperBrugsen i Gilleleje var resultatet også påvirket af, at butikken i 2016 gennemførte en større ombygning, samt at GB Online i årets løb havde valgt at omlægge sin markedsstrategi.

 

Direktør Lars Corfitzen forelagde årsrapporten, hvoraf det bl.a. fremgik, at Brugsforeningens samlede omsætning i 2016 var steget til 268 mio. eksklusive moms mod 265 mio. i 2015. Foreningens resultatopgørelse for 2016 udviste et overskud på kr. 3 mio. kr. mod 7 mio. kr. i 2015. Lars Corfitzen gennemgik desuden regnskabets enkelte poster og konkluderede, at Gilleleje Brugsforening Amba slutter året med et beskedent overskud på de nævnte 3 mio. kr. Han understregede, at hele årets overskud anvendes til udbetaling af dividende, der i år udgør 4% plus 1% i Coopbonus. Da overskuddet ikke kan dække hele dividenden, tages det manglende beløb fra egenkapitalen. Lars Corfitzen gjorde opmærksom på, at man kan finde mere information på Gilleleje Brugsforenings hjemmeside, hvor regnskabet har været offentliggjort siden den 12. april 2017.

Forventninger til 2017

Gilleleje Brugsforening Amba forventer, at resultatet i 2017 øges i forhold til 2016. De to supermarkeder i henholdsvis Gilleleje og Hornbæk er nu fuldt ud moderniseret, og der venter således ingen større ombygninger de næste par år. Der vil derudover blive igangsat forskellige initiativer til at understøtte en positiv udvikling. Blandt andet har GB Online etableret nogle fremadrettede online aktiviteter til at fremme salget af økologiske varer, et bredt udvalg i bageartikler samt gode vintilbud i selskaberne Økovejen.dk ApS, Bagetid.dk. ApS og Klubvin.dk ApS.

Valg til bestyrelsen

Følgende var på valg til bestyrelsen: Lisbet Larsen, Henrik Brunstedt og Lise S. Jensen. Alle tre blev genvalgt.

 

Alle fotos: Jan Stephan ©