Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 3. maj 2016.

Premiere på film om Brugsen i Gilleleje i Glassalen

​11. maj er der verdenspremiere på filmen, Vi mødes i Brugsen, i Glassalen oven på Superbrugsen i Gilleleje og 69 andre biografer.

Filmen er produceret i anledning af, at Brugsen i år kan fejre sit 150 års jubilæum i Danmark.

Den er skabt som en Danmarks-krønike med skæve arkivklip, sjove gamle reklamer, interviews og nye reportager, bygget op omkring to parallelfortællinger, nemlig historien om Severin, hvis familie altid har været involveret i Brugsen og Kirsten, født ud af andelsbevægelsen på landet.

 

Gennem Kirsten og Severin oplever man de første brugser tilbage til pastor Sonnes lille butik i Thisted, som var den første der åbnede i 1866. Og vi hører om Severin Jørgensen, der grundlagde FDB i 1896, som en sammenslutning for alle de lokale brugser, i dag Coop.

Og så får man et indblik over den kolossale udvikling, der er sket gennem de 150 år. Fra de nye selvbetjeningsbutikker efter krigen til revolutionen med de nye moderne møbler fra FDB, tegnet af ikoniske danske arkitekter, anført af Børge Mogensen. Der er indblik FDB’s berømte Centrallaboratorium med den navnkundige Lars Okholm i spidsen, man møder Madpyramiden, som i den grad er blevet en del af danskernes bevidsthed om sundhed og ernæring, følger økologiens indtog - og til sidst Coops madmanifest af 2016, der slutter historien om danskerne, fortalt gennem Severin og Kirsten.

Filmen bliver introduceret af Coops bestyrelsesformand, Lasse Bolander, som bliver live streamet fra Albertslund Musikhus ud til alle biografer og deltagere.

 

Dørene åbnes kl. 16.45.
Arrangementet begynder kl. 17, hvor Lars Corfitzen, direktør for Gilleleje Brugsforening A.m.b.a. byder velkommen.
Filmen varer 50 minutter og hele arrangementet vil være slut kl. 1815.
Der vil ligeledes blive serveret en forfriskning.

Billetter fås efter først til mølle-princippet, ved henvendelse i kiosken i Superbrugsen Gilleleje fra onsdag d. 4. maj, er gratis og der udleveres max 2 stk. til hvert medlem.

Filmen er skabt af instruktøren og journalisten Anna Elisabeth Jessen, der har en række store TV- og radioproduktioner bag sig.


Yderligere information: Lars Corfitzen, Gilleleje Brugsforening telefon 40 58 13 74.