Glassalen

I 2011 havde Gilleleje Brugsforening brug for endnu en udbygning, men denne gang ville vi have mere end blot ekstra plads.
Vi definerede tre overordnede mål:

  • Et rum, hvor vi kunne møde byen, vores kunder og vores medlemmer: Invitere ind til at kigge ud og dele passionen for de gode råvarer, gastronomi og smagsoplevelser.
  • Et rum, hvor vi kunne møde interne og eksterne samarbejdspartnere og styrke vores forretningsmæssige netværk.
  • Et rum, der kunne blive en base for plejen af vores medarbejdere, med fokus på kurser, uddannelse, foredrag og øvrige arrangementer til at styrke de sociale relationer internt.

Arkitekterne fra AK83 forstod vores vision og skabte en konstruktion med glas, lys og luft som gennemgående tema.
Et tårn bygget som en prisme, der svæver over butiksbygningen og giver brugerne et kalejdoskopisk udsyn over byen.

Da den store mødesal i brugsforeningens nye tårn skulle være et rum, vi ønskede at dele med vores medlemmer og Gillelejes indbyggere, udskrev vi en konkurrence om navnet. Vi blev ganske overvældede over alle de gode forslag og endte med at vælge ”Glassalen”, da det både rummede det centrale glaselement og understregede, at salen, ligesom sin navnefælle i Tivoli, har oplevelser som omdrejningspunkt.