Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 5. maj 2015.

2014 blev et rekordår i Gilleleje Brugsforening

I forbindelse med den årlige generalforsamling i Gilleleje Brugsforening d. 28. april blev årsregnskabet for 2014 præsenteret for foreningens medlemmer og ejerkreds. Et årsregnskab, der afspejler ekstraordinære resultater på flere poster.

Gilleleje Brugsforening fastholder de gode resultater og kan for regnskabsåret 2014 notere en rekord høj nettoomsætning på kr. 268,441 millioner mod kr. 257,545 millioner i 2013. Foreningen har desuden øget forrentningen af egenkapitalen til 6,7% i 2014 mod 5,5% i 2013, og dermed udgør egenkapitalen i dag kr. 128,5 million.

Det endelige resultat for 2014 blev et overskud på kr. 8,584 millioner, hvilket direktør i Gilleleje Brugsforening Lars Corfitzen betegner som tilfredsstillende:
”Vi har oplevet en flot vækst i 2014. I SuperBrugsen Gilleleje, men specielt i SuperBrugsen Hornbæk, hvor effekten af udvidelsen i 2012 nu for alvor slår igennem”.

Lars Corfitzen bemærker samtidig, at årets resultat er særligt tilfredsstillende i lyset af brugsforeningens aktivitetsniveau og årets hændelser i øvrigt:
”Aktivitetsniveauet i Gilleleje Brugsforening er historisk højt. Vores engagement i byggeriet af Kulturhavnen i Gilleleje spiller naturligvis en rolle, men vi har også mange andre sideløbende projekter. I forbindelse med lukningen af Dagli’Brugsen i Dronningmølle har vi desuden måtte gennemføre en øget afskrivning, og i det lys betragter jeg resultatet for 2014 som meget positivt”.

Medlemsvækst og høj dividende
Gilleleje Brugsforening, der er en af landets største selvstændige brugsforeninger, udbetaler som noget unikt en dividende til foreningens medlemmer og ejerkreds på 5%. For 2014 bliver næsten kr. 7 millioner plus moms udbetalt. I 2014 oplevede foreningen en medlemsvækst, så det samlede antal medlemmer nu er oppe på 15.376.

Om dividenden og brugsforeningens fokus fremadrettet udtaler Lars Corfitzen:
”Det er bestyrelsens klare mål at arbejde for at fastholde dividenden, samtidig med at vi øger aktivitetsniveauet, det regnskabsmæssige overskud og bevarer en høj forrentning af egenkapitalen”