Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 16. maj 2018.

Rekordomsætning i Gilleleje Brugsforening i 2017 og markant vækst i medlemstal.

Mere end 500 deltog tirsdag aften i generalforsamlingen i Gilleleje Brugsforening, der traditionen tro blev holdt i Gilleleje Hallen. Her aflagde bestyrelsesformand Lisbet Larsen bestyrelsens beretning, som medlemmerne efterfølgende godkendte. På dagsordenen stod bl.a. også valg af 4 medlemmer til bestyrelsen. Der var genvalg til Kim Bach, Michelle Christensen, Carsten Rønne og Jørgen Wulff.

I sin beretning tog Lisbet Larsen audgangspunkt i regnskabet for 2017, der udviser et negativt resultat på -1,1 mio. kr. Det er en usædvanlig situation for Gilleleje Brugsforening, sagde Lisbet Larsen og nævnte, at særlige udgifter har påvirket årets resultat. Situationen er fyldt med modsætninger. For samtidig er medlemstallet vokset til over 17.000 medlemmer, og omsætningen har aldrig været højere. Således havde både SuperBrugsen Hornbæk og SuperBrugsen Gilleleje sidste år hver en nettoomsætning på mere end 100 mio. kr.

 

I de senere år er konkurrencen på markedet for dagligvarer blevet hårdere. Noget af handlen er flyttet over på nettet, og samtidig ændrer kundernes indkøbsvaner sig, hvilket bl.a. betyder, at man efterspørger lette og sunde måltidsløsninger af god kvalitet. I Gilleleje Brugsforening er man meget opmærksomme på denne udvikling, hvilket også er forklaringen på, at man har styrket udbuddet af grønt og færdige måltidsløsninger i samarbejde med delikatessen. l de senere år er der ligeledes investeret i nye online-løsninger gennem GB-Online og udviklet nye tilbud som det digitale supermarked Økovejen.dk, Bagetid,dk med et kæmpe udvalg af bage- og kageudstyr samt Klubvin.dk, der tilbyder gode vine til lave priser.

 

”Vi har sat mange initiativer i gang, der samlet set øger aktivitetsniveauet, men som vi først vil se resultatet af om nogle år. Dertil kommer stigende omkostninger til medlemskabet af Coop bl.a. til et nyt edb-system. Endvidere må vi også erkende, at det er blevet sværere at tjene penge på den primære drift. Så på trods af en rekordomsætning er årets resultat samlet set desværre negativt. Vi er i ledelsen fuldstændig enige om, at vi heller ikke i fremtiden vil gå på kompromis med vores kundebetjening”, fortalte Lisbet Larsen og understregede, at det fortsat skal være sådan, at når man handler i SuperBrugsen i Gilleleje og Hornbæk, så ved kunderne, at betjening og varesortiment er i topklasse.

 

Trods det negative regnskabsresultat vil der også i år blive udbetalt en dividende på 3 procent, hvortil kommer 1 procent i dividende fra Coops nye bonuskoncept. Gilleleje Brugsforening er efterhånden én af de sidste Brugsforeninger, der holder fast i dividenden, hvilket betyder, at omkostningerne til Coops administration af ordningen sidste år løb op i 340.000 kr. Ledelsen arbejder derfor på at omlægge dividenden til en lokal ordning, fortalte Lisbet Larsen.

 

Direktør Lars Corfitzen gennemgik regnskabet punkt for punkt. Nettoomsætningen i 2017 blev på 276 mio. kr., mens balancen viser en egenkapital på 116 mio. kr. Han lagde ikke skjul på, at årets resultat var en skuffelse: ”Men vi jagter fortsat de gode resultater”, forsikrede han og nævnte en række af de nye initiativer, der er sat i værk de senere år. Lars Corfitzen kom også ind på Kulturhavn Gilleleje og udviklingsprojektets etape 3: ”Selvom færdiggørelsen af Kulturhuset i Kulturhavn Gilleleje har tæret på likviditeten, er det glædeligt, at vi er lykkedes med ambitionen om at skabe et kulturhus til gavn for byens borgere og gæster”, sagde han. Gilleleje Brugsforening har fastholdt en ejerandel på 25 procent af etape 3, der fremover kommer til at hedde Kanalhusene. ”Vi håber naturligvis, at den del af byggeriet vil tjene penge. Det er helt i overensstemmelse med Brugsforeningens formål at sikre en fornuftig forrentning af vores investering. Men det ændrer ikke på, at vi også i 2018 vil have udgifter til driften af selve kulturhuset”, understregede Lars Corfitzen. Kulturhuset nåede i 2017 et besøgstal på over 600.000.

 

Efterfølgende var der debat om beretningen, og medlemmerne havde mulighed for at stille spørgsmål, før man gik til punktet valg af 4 bestyrelsesmedlemmer.

 

 

 

Yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand Lisbet Larsen, Gilleleje Brugsforening A.M.B.A., telefon 20 85 55 70.

 

Direktør Lars Corfitzen, Gilleleje Brugsforening A.M.B.A., mobil: 48 58 13 54.

Billeder fra Gilleleje Brugsforenings Generalforsamling 2018

Jan Stephan (c)