Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 21. april 2017.

Fremgang i omsætningen, men beskedent overskud i 2016

Gilleleje Brugsforeningens samlede omsætning steg fra 265 mio. i 2015 til 268 mio. eksklusive moms i 2016. Foreningens resultatopgørelse for 2016 udviser et overskud på kr. 3 mio. kr. mod 7 mio. kr. i 2015.
 
Igen i år øget omsætning i SuperBrugsen i Hornbæk, men et fald i omsætningen i SuperBrugsen Gilleleje og underskud i GB Online betyder, at Gilleleje Brugsforening Amba slutter året med et beskedent overskud på 3 mio. kr. Hele årets overskud anvendes til udbetaling af dividende, der i år udgør 4% plus 1% i Coopbonus.
 
Resultatet er desuden negativt påvirket af stigende omkostninger til Coop Danmark A/S samt dennes manglende evne til at håndtere Brugsforeningens bogføring samt lønadministration.
 
Generelt var markedet for dagligvarer sidste år præget af hård konkurrence, svag markedsudvikling for dagligvarer, stigende nethandel og voksende efterspørgsel efter hurtige måltidsløsninger. Samtidig gennemførte SuperBrugsen i Gilleleje i 2016 en større ombygning af butikken, og GB Online valgte i årets løb at omlægge sin markedsstrategi i forhold til den oprindelige. Bestyrelsen anser årets resultat for acceptabelt.
 
Gilleleje Brugsforening Amba forventer, at resultatet i 2017 øges i forhold til 2016.
De to supermarkeder er nu fuldt ud moderniseret, og der venter således ingen større ombygninger de næste par år. Der vil derudover blive igangsat forskellige initiativer til at understøtte en positiv udvikling.