Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 4. oktober 2022.

Gilleleje Brugsforening fejrer 130 år med masser af jubilæumsaktiviteter

Har du lyst til at danse zumba med Leila eller være med i en målmandskonkurrence med fodboldklubben? Så er der gode muligheder i uge 40 og 41. Her er Gilleleje Brugsforening nemlig vært ved et væld af jubilæumsaktiviteter. Det sker i anledning af, at Brugsforeningen fylder 130 år den 6. oktober.

De 130 år fejres med en masse stærke jubilæumspriser i SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk, Møbelhuset i Gilleleje samt på Klubvin.dk og Økovejen.dk. Fra den 3. oktober og to uger frem er der også masser af konkurrencer og i samarbejde med lokale sponsorer udlodder vi gavekort til en række lokale aktiviteter i Gilleleje. Den 6.-8. oktober går den vilde jubilæumsbogstavjagt og 3.-16. oktober kan er der tegnekonkurrencer – begge aktiviteter foregår i SuperBrugserne i Gilleleje og Hornbæk.

På selve jubilæumsdagen den 6. oktober spiller tallet 130 en ganske særlig rolle. Der er gratis blomster til de første 130 kunder i SuperBrugserne i Gilleleje og Hornbæk. Og de første 130 kunder, der tanker for mere end 200 kr. på OK-tanken i Gilleleje får en gratis sprinklervæske udleveret i kiosken. Om eftermiddagen stiller bestyrelsen fadølsanlægget op og serverer øl og pølser i SuperBrugserne i Gilleleje og Hornbæk. Alle er naturligvis hjertelig velkommen til en snack og en snak. 

Til baggrund om Gilleleje Brugsforening

Gilleleje Brugsforening er stiftet i 1892 og den første uddeler var Poul Petersen. Fra 1892 og til i dag har der kun været 6 uddelere. Den nuværende uddeler, Lars Corfitzen, kom til i 2008.

Der er sket meget siden den første butiks beskedne start på Gilleleje Hovedgade i 1892. I dag beskæftiger vi i omegnen af 250 medarbejdere og medlemstallet er vokset til knap 18.000 medlemmer. Udover de to topmoderne SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk er møbelbutikken FDB Møbler i Gilleleje samt de digitale butikker Klubvin og Økovejen også en del af forretningen.

Brugsforeningens historie er en del af fortællingen om et driftigt lokalsamfund på Nordkysten, der har udviklet sig i takt med tiden. Gennem alle 130 år har vores Brugsforening spillet en vigtig rolle i udviklingen. Nordsjælland er rig på fødevarer af topkvalitet, og en voksende andel af butikkernes varer er derfor lokalt produceret. For os er den lige vej fra jord til bord nemlig både logisk og bæredygtig. Gennem de seneste år har vi indgået aftaler med lokale fødevareproducenter om, at de leverer direkte til SuperBrugsen i Gilleleje og Hornbæk. Der ligger et hårdt og dedikeret arbejde bag hver eneste producents succes. Det er imponerende, hvad vores lokalområde selv fremstiller af frugt, grønt, kød, øl, vin og søde sager.

Placeringen ved havet sætter nu som før sit præg på Gillelejes handels- forenings- og kulturliv. Derfor var det også naturligt for Brugsforeningen at tage initiativ til Kulturhavn Gilleleje i 2008. Vi ønskede at bidrage til byens kulturliv med plads til byens bibliotek, biograf, café og restaurant. Ambitionen er lykkedes. I dag er Kulturhavnen samlingssted for lokalområdets faste beboere, de mange sommergæster og en stor gruppe frivillige. Brugsforeningen bidrager fortsat til driften af Kulturhusets frivillige aktiviteter og restaurant Bolværket.

Yderligere oplysninger 

Bestyrelsesformand Lisbet Larsen, mobil: 2085 5570. 
Direktør Lars Corfitzen, mobil: 4058 1374.