Written by Steen Boe Monefeldt

Published at 26. maj 2023.

© Foto: Jan Stephan 

Generalforsamling i Gilleleje Brugsforening d. 23. maj 2023:
Et svært år satte skarpt fokus på konsolidering og likviditetssikring i hele 2022. Indsatsen skaber grundlag for positive forventninger til 2023.

Ekstraordinært svære forhold på dagligvaremarkedet og udfordringer i forbindelse med færdiggørelsen af Kanalhuset satte sit præg på 2022. Årets resultat endte på et minus på 11,5 millioner kroner efter skat. Gilleleje Brugsforening a.m.b.a. vil i de kommende år fortsætte den igangværende konsolidering og styrkelse af det økonomiske beredskab. Egenkapitalen er fortsat solid.

Svært år for dagligvaremarkedet påvirkede forretningen

Ligesom mange andre i detailbranchen mærkede Brugsforeningens to kerneforretninger, SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk, konsekvenserne af de stigende energi- og varepriser og det deraf følgende pres på varesalget. Et økonomisk trængt marked satte også sit præg på FDB Møbelbutikken i Gilleleje og Restaurant Bolværket, der begge sluttede året med et minus på bundlinjen.

GB Online og de øvrige aktiviteter på Fiskerengen fik et forventet underskud. Som konsekvens heraf besluttede bestyrelsen og den daglige ledelse i slutningen af 2022 at afvikle disse aktiviteter ved årets slutning.

Fonden Kulturhavn Gilleleje, der sammen med mange frivillige driver en række aktiviteter i Kulturhuset, tjente mindre i 2022 end forventet. Brugsforeningens bestyrelse har derfor besluttet at fortsætte med at understøtte Kulturhavnens aktiviteter økonomisk. Dog vil støtten blive nedtrappet i de kommende år.

Foreningens associerede butikker rundt om i Sjælland har alle været udfordret af samme forhold. Udlejningsejendommen i Ølsted har givet overskud, hvorimod Sorø detail Holding har præsteret sit første driftsunderskud i 20 år.

Med afslutningen af Kanalhuset er Kulturhavn Gilleleje fuldført

”Med afslutningen af byggeriet af Kanalhuset har vi sikret, at Kulturhavnens 3 etaper er fuldført. Vi kan se tilbage på en periode, som på godt og ondt har sat sine aftryk på Brugsforeningen. Kanalhuset blev i perioden 2020- 2021 ramt af hele to entreprenørkonkurser, hvilket ikke alene medførte store forsinkelser, men også påvirker dette års resultat negativt. Set i et lidt større perspektiv kan vi glæde os over, at Kulturhavn Gilleleje allerede er blevet en del af byens og Nordkystens identitet. I dag ville det være svært at forestille sig Gilleleje uden Kulturhavnen”, siger bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen.

Brugsforeningen har fortsat en tvist med den tidligere bygherrerådgiver samt et par andre kreditorer ved forskellige retsinstanser om ansvar for økonomi og mangler.

Stærke og attraktive butikker tilpasser sig kundernes behov og ønsker

”Selvom 2022 var et svært år for Gilleleje Brugsforening, har vi optimismen i behold. Det afgørende for os er, at vi fortsat har nogle stærke og attraktive butikker med et vareudbud, der hele tiden tilpasser sig kundernes forskellige behov og ønsker. I 2023 forsætter vi de strategiske partnerskaber med en bred vifte af fødevareproducenter, der findes her i området. Lokale råvarer af høj kvalitet giver ikke bare livskvalitet, men er også en del af det nære fællesskab, der skaber arbejdspladser og repræsenterer Nordkysten på bedste vis”, siger direktør Lars Corfitzen.

Fremtidens forbrugere stiller fortsat større og større fokus på prisen og vi vil i endnu større grad skulle tilpasse os i den skærpede priskonkurrence.

Vi forventer i øvrigt også, at COOP Danmark A/S bliver mere omkostningseffektiv og kommer til at stå skarpere i konkurrencen om forbrugerne i den kommende årrække. Dette er afgørende for vores tilstedeværelse på fremtidens dagligvaremarked, siger bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen og direktør Lars Corfitzen samstemmende.

Valg til bestyrelsen

Henrik Brundstedt blev genvalgt til bestyrelsen for en 2-årig periode. Nyvalgt blev Anne Vibeke Svan Kier og Kurt Bardeleben for en 2-årig periode, mens Steen Boe Monefeldt blev nyvalgt for en 1-årig periode.

Fremtiden

I første kvartal 2023 solgte Gilleleje Brugsforening erhvervsejendommen Fiskerengen 12 samt Ndr. Strandvej 335, for i alt 65 millioner kroner. ”Salget forbedrer Brugsforeningens likviditet væsentligt og giver nye muligheder for at konsolidere vores virksomhed i en tid, hvor dagligvaremarkedet er kraftigt udfordret”, siger bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen.

Salget vil fremgå og blive indregnet i årsregnskabet for 2023.

Fakta om Gilleleje Brugsforening a.m.b.a.

Stiftet i 1892.

Beskæftiger i alt ca. 250 medarbejdere.

Cirka 18.236 medlemmer. 

Driver SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk samt FDB Møbler i Gilleleje, Restaurant Bolværket i Kulturhavn Gilleleje, ejendomsselskabet EGB A/S samt KG3 Gilleleje Aps.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen via denne mail malene.preisler.mastek@superbrugsen.dk.

Direktør Lars Corfitzen på mobil: 4058 1374.